Komponisten
Astor Piazzolla og tango nuevo, kort fortalt
Hvem han var, hvad tango nuevo egentlig forandrede, og hvorfor et helt teater i Buenos Aires nu er bygget op omkring hans musik.
Tjek datoer og priser ↗Piazzolla, i årstal
| År | Hvad der skete |
|---|---|
| 1921 | Født i Mar del Plata, Argentina |
| 1925 | Familien flytter til Greenwich Village, New York |
| ca. 1929 | Hans far køber et bandoneon til ham i en pantelånerbutik i New York |
| 1954 | Studerer komposition hos Nadia Boulanger i Paris |
| 1960 | Danner sin første kvintet, den klassiske tango nuevo-besætning |
| 1965–70 | Komponerer Cuatro Estaciones Porteñas (Buenos Aires' fire årstider) |
| 1992 | Dør i Buenos Aires, 71 år gammel |
En barndom tilbragt et helt andet sted
Piazzolla blev født i den kystnære by Mar del Plata i 1921, men tilbragte det meste af sin barndom langt fra Argentina — hans forældre flyttede til New Yorks Greenwich Village, da han var fire, og slog senere sig ned i Little Italy på nedre Manhattan. Det var i New York, omkring 1929, at hans far fik øje på et bandoneon i en pantelånerbutik og købte det til sin søn; Piazzolla voksede op som en argentinsk dreng på New Yorks barske gader, oplært i at forsvare sig selv på trods af en halthed, og tilfældigvis med sin fars plader med Carlos Gardel og Julio de Caro spillende derhjemme side om side med byens jazz og klassiske radio.
Tilbage i Buenos Aires, hvor han spillede andres tango
Familien vendte tilbage til Argentina i slutningen af 1930'erne, og Piazzolla tilbragte sin tidlige karriere som arbejdende bandoneonist i Anibal Troilos orkester, et af datidens definerende traditionelle tangoensembler — respekteret, fast ansat og spillende arrangementer, der ikke var hans egne. Uden for scenen studerede han i al stilhed klassisk komposition hos den argentinske komponist Alberto Ginastera og opbyggede en anden, mere seriøs musikalsk uddannelse, som hans orkesterkolleger havde ringe grund til at kende til.
Lektionen i Paris
I 1954 sendte en kompositionspris ham til Paris for at studere hos Nadia Boulanger, læreren bag en generation af store komponister i det 20. århundrede. Piazzolla spillede sine klassiske værker for hende først og holdt sine tangoer tilbage, flov over dem som useriøse ved siden af symfonisk musik. Da hun endelig hørte et par takter af en af dem, standsede hun ham midt i en frase: dette, fortalte hun ham, var Piazzolla — ikke de omhyggelige klassiske øvelser, han ellers havde præsenteret. Han rejste hjem til Buenos Aires kort efter og begyndte at skrive tango på sine egne præmisser i stedet for at skjule den bag andre former.
Hvad tango nuevo egentlig er
Tango nuevo er ikke et nyt danse trin eller et marketingmærke — det er Piazzollas omarbejdning af tangoens harmoni og form, hvor han låner dissonans og kontrapunktisk skrivning fra jazz og klassisk komposition og scorer det for et lille kammerensemble (klaver, violin, bandoneon, elektrisk guitar og kontrabas i hans egne kvintetter) snarere end et fuldt danseorkester. I årevis var det skrevet til at blive lyttet til lige så meget som danset til, og traditionalistiske Buenos Aires betragtede oprindeligt det som et angreb på genren snarere end en udvikling af den — Piazzolla modtog efter sigende trusler på grund af, hvor langt han havde ført tango væk fra dens dansehal-rødder, før byen bredere set kom ham i møde.
Fire årstider, på hans måde
Mellem 1965 og 1970 skrev Piazzolla sine Cuatro Estaciones Porteñas — Buenos Aires Forår, Sommer, Efterår og Vinter — komponeret som fire separate stykker over fem år snarere end en bestilt suite, og først senere grupperet og opført sammen som et eksplicit svar til Vivaldi. Årtier senere arrangerede den russiske komponist Leonid Desyatnikov sættet for strygeorkester og violinsolist og vævede bevidst direkte citater fra Vivaldis oprindelige Fire årstider ind, hvilket er den version, mange koncertpublikummer i dag kender bedst. Det er dette sæt, ikke et generisk best-of, som Teatro Astor Piazzolla-programmet er opkaldt efter og bygget op omkring.
Hvorfor han har et teater og ikke bare en mindeplade
Piazzolla døde i Buenos Aires i 1992, 71 år gammel, på hvilket tidspunkt tango nuevo var gået fra en kontroversiel minoritetssmag til en af byens mest eksporterede musikalske idéer, fortolket og studeret langt ud over Argentina. Et teater inde i en markant arkade fra 1915, hver aften bemandet med en sekstet, der spiller hans egen instrumentering og repertoire snarere end en generisk tangosangbog, fungerer som en ret direkte fortsættelse af den musik snarere end en tematisk hyldestakt bygget op omkring hans navn alene.