Bygningen
Galeria Guemes: bygningen og dens historier
En betonskyskraber fra 1915 med et tangoteater i sig, og forfatterne, der boede og arbejdede i den, længe før forestillingen overhovedet eksisterede.
Tjek datoer og priser ↗Guemes i overblik
| Detalje | |
|---|---|
| Adresse | Florida 165, Buenos Aires (mellem Florida og San Martin-gaderne) |
| Arkitekt | Francesco Gianotti |
| Bestilt / åbnet | 1913 / december 1915 |
| Stil | Art Nouveau, armeret beton |
| Bemærkelsesværdig beboer | Antoine de Saint-Exupery, 1931 |
Et tårn over en shoppingarkade
Galeria Guemes er ikke så meget én bygning som to stablet sammen: en lang, glasoverdækket shoppingarkade i gadeplan mellem gaderne Florida og San Martin, med et tårn på omkring 14 etager, der rejser sig over den. Den italienske arkitekt Francesco Gianotti blev hyret i 1913, og bygningen åbnede i december 1915, næsten udelukkende opført i armeret beton — et usædvanligt og dyrt valg for Buenos Aires på det tidspunkt, hvilket i høj grad er grunden til, at den stadig i dag beskrives som byens første betonskyskraber.
Art Nouveau, ikke Beaux-Arts
De fleste af det centrale Buenos Aires' store bygninger fra begyndelsen af det 20. århundrede hælder mod fransk Beaux-Arts — mansardtage og stenfacader tæt modelleret efter Paris, datidens fashionable referencepunkt for byens rigeste bygherrer. Guemes er bevidst anderledes: forgyldt jernarbejde, buede glastagpaneler og de dekorative bronzefigurer over indgangene ligger tættere på de Art Nouveau-arkader og stormagasiner, der blev opført i Torino og Milano på samme tid, hvilket stemmer overens med Gianottis egen piemontesiske baggrund snarere end datidens sædvanlige parisiske skabelon.
En forfatters adresse, dobbelt op
Arkaden bærer en litterær historie, der ligger årtier før ethvert tangoshow. Antoine de Saint-Exupery, senere forfatter til Den lille prins, boede i en lejlighed inde i Guemes i 1931, mens han fløj postruter for Aeroposta Argentina mellem Buenos Aires og Patagonien — en periode af sit liv, han senere trak på til Vind, sand og stjerner. Årtier senere foldede den argentinske forfatter Julio Cortazar galleriet ind i sin egen fiktion og placerede det side om side med de store parisiske arkader fra det 19. århundrede, der går igen i hele hans værk — et besynderligt ekko af Gianottis egne europæiske referencer.
Hvad bygningen faktisk rummer
Ud over butikkerne i stueetagen har Guemes på forskellige tidspunkter huset kontorer, lejligheder, en tagudsigt over microcentro'ens tage og — mest relevant her — to teatre skjult under gadeplan. Teatro Astor Piazzolla, der bruges til Piazzolla-programmet, ligger side om side med en anden sal, Teatro Carlos Gardel, opkaldt efter den anden tårnhøje skikkelse i argentinsk tango; begge opfører deres egne natlige tango-og-middag-programmer, uafhængigt produceret, castet og prissat, og det er værd at tjekke, hvilken sal en billet faktisk gælder til, før man booker.
Hvad der har overlevet fra 1915
Teatret, der bruges til Piazzolla-showet, bærer synlige træk fra bygningens oprindelige Art Nouveau-dekoration — malede glasloftpaneler, forgyldt reliefarbejde og private bokse i niveauer langs væggene, snarere end et almindeligt sort bokslokale eftermonteret til middagsteater. Det er denne detalje, lige så meget som selve programmet, der får stedet til at føles anderledes end et specialbygget moderne tangolokale andre steder i byen, og værd at kaste et blik opad mellem retterne snarere end kun på scenen.
At finde det i dag
Indgangen ved Florida 165 er den, du skal bruge til tangoshowet; selve arkaden er gågade, åben for almindelig fodgængertrafik om dagen som enhver shoppinggade, og den er virkelig nem at gå forbi uden at opdage, at der bag butiksfacaderne gemmer sig et 110 år gammelt betontårn og to fungerende teatre. Hold øje med den buede, forgyldte døråbning frem for teaterskiltning i gadeplan.